17.November

Jeg har valgt at poste dette vældig interessante interview.

by autonom info-service

- et interview med græske anarkister om byguerilla-gruppen ”17. November” - 17N

På baggrund af det nylige granat-anslag mod den amerikanske ambassade i Athen offentliggør vi et interview med nogle græske anarkister om byguerilla-bevægelsen Den Revolutionære Organisation 17. november, - 17N.
I slutningen af interview`et kommenteres gruppen ”Revolutionær Kamp”, der tog ansvar for angrebet på USAs ambassade den 12. januar 2007.


FORHISTORIEN

Lørdag d. 29. juni 2002 eksploderede en bombe i armene på Savvas Xiros i Pireus havnen ved Athen. Savvas Xiros blev livsfarligt kvæstet. Politiet finder en pistol og to granater på ham. Mens Savvas Xiros svæver mellem liv og død og fyldes med psykofarmaka, tvinger politiet i ugelange forhør udsagn ud ham. På denne måde fik politiet et gennembrud i deres efterforskning mod den ældste byguerillagruppe i Europa, som startede sine aktioner i 1975. Via forhørene af Savvas Xiros finder polititet frem til to klandestine boliger, hvor der er gemt diverse våben og en del papirer. Mere end 20 personer bliver anholdt.

I starten af 2003 begynder retsprocesserne. 19 personer anklages for ” medlemskab af en terroristisk forening” og for diverse andre lovovertrædelser. 15 af de anklagede bliver i december 2003 idømt lange fængselsstraffe . Alexandros Giotopoulos, som politiet betegner som ”lederen af 17N”, idømmes 21 gange livsvarigt. Enkelte af de fængslede samarbejder med justitsvæsenet, de fleste nægter at udtale sig. I de græske medier spekuleres der vildt over, hvordan gruppen har fungeret internt. I december 2005 begynder endelig revisionsforhandlingerne for de fængslede.

_______________________
I det følgende interview vurderer græske kammerater fra det anarkistiske militante spektrum de politiske følger af disse retsprocesser.

Passer det, at politiet og efterretningstjenesten kom på sporet af 17. november efter bombeeksplosionen i havnen i Pireus – eller gemmer der sig en anden historie bag ?

- Politiet vidste intet om 17N. I årtier har politiet lanceret navne på mennesker, de mistænkte for at være medlem af 17N – og det har altid vist sig, at disse mennesker absolut intet havde at gøre med 17N.
Efter mordet på Stephen Saunders (militærattache ved den engelske ambassade i Athen) i år 2000 ændrede det græske politi sin metode og organisation med hjælp fra briterne og amerikanerne. Det viste sig senere, at det dermed lykkedes for politiet at finde spor, der gjaldt ELA – en væbnet gruppe, der holdt op med at eksistere i 1995.
Den nye anti-terror lov kom dem til hjælp, og de gennemførte ”venlige” forhør af ca. 2500-3000 personer. Disse forhør blev foretaget af englændere og amerikanere, som kunne tale græsk. De forhørte tidligere venstrefløjsaktivister og modstandskæmpere mod det tidligere militærdiktatur. De opsøgte folk derhjemme, på deres arbejdsplads...... De havde informationer om forbindelser mellem folk og udspurgte hver enkelt om, hvad deres bekendte nu gik og lavede. Således stødte de på nogle centrale personer, uden at de direkte kunne rette nogen anklage imod dem. Da bomben eksploderede i havnen i Pireus i juni 2002 i hænderne på Savvas Xiros, var de fuldt ud mediepolitisk forberedte på anholdelsen af et medlem af en væbnet organisation, i dette tilfælde af 17. november.


Hvordan kunne det ske, at en illegal gruppe, der i 28 år havde undgået anholdelser, indenfor få uger blev næsten fuldstændig optrevlet ?

- Først og fremmest af to grunde : I løbet af årene havde mange medlemmer forladt gruppen uden at det var lykkedes at vinde nye medlemmer til organisationen. Aktivister, der efter 10-15 år tager afsked med gruppen, bliver særdeles sårbare, når de mangler politiske kontakter og diskussioner, fordi de ikke længere fører en politisk kamp, men er gået ind i privatheden. Den er anden grund er: Fordi det lykkedes at tvinge udsagn ud af Savvas Xiros, har politiet fået kendskab til næsten alle medlemmer af gruppen.

Savvas Xiros har en bror, Christodoulos, der også har afgivet udsagn til politiet. Hvordan kan det være, at de to brødre har udtalt sig så omfattende og senere hen har trukket alt tilbage ? Blev de tortureret ?

- Savvas Xiros blev i 40 dage tilbageholdt på hospitalet Evangelismos. De holdt ham kun i live for at få informationer ud af ham, da de havde fastslået, at han var medlem af 17. november. I 15 dage måtte ingen besøge ham undtagen statsadvokaten, lederen af politiets anti-terror afdeling og en del engelske og amerikanske efterretningsagenter. Han blev behandlet med psykofarmakamedicin, som forårsager fuldstændig bevidstløshed. Med videnskabelige metoder lykkedes det for dem at få en masse informationer ud af ham. De kom sågar til et punkt, hvor Savvas sagde, at han elskede lederen af politiets anti-terror afdeling højere end sin kæreste.
Det drejer sig om medikamenter, som fremkalder angst og frygt – følelsen af at være fuldstændigt forladt af alle. Så vidt vi ved, er det første gang man i Grækenland har brugt den form for tortur – og det over et tidsrum på 15 dage.
Christodoulos Xiros, der vidste at hans bror lå for døden, blev også behandlet med kemiske substanser og politiet fik vha. disse bekræftet de udsagn, de havde tvunget ud af Savvas Xiros.
Da brødrene blev overført til fængsel og genvandt deres bevidsthed, tilbagekaldte de alle deres udsagn.

Hvordan kan man forklare, at det lykkedes for gruppen af operere i 28 år uden at blive taget ? Havde de støtter indenfor statsapparatet ?

- Det er helt sikkert, at 17N ikke havde nogen form for kontakt med statsapparatet. Derimod var der i samfundet et socialt og politisk klima af accept overfor organisationen. Dette klima gav forfølgelsesorganerne store problemer, fordi de slet ikke vidste, hvem de havde med at gøre. Derudover har de planlagt og gennemført deres aktioner utrolig godt. De slog altid overraskende til og gennemførte ikke mere end en eller to aktioner pr. år, undtagen i tidsrummet fra 1990-94, hvor de forhøjede antallet af aktioner.


Hvilke kriterier brugte 17N i udvælgelsen af deres mål ?

- Kriterierne for deres aktioner var forbundet med organisationens ideologi. Derfor udvalgte de kapitalistiske og imperialistiske mål – personer og institutioner. De valgte også mål, der var forbundet med den konkrete situation i Grækenland og med modstanden i samfundet.

Hvilken rolle spillede 17. november for den radikale venstrefløj ?

- Efter juntaens fald i 1975 udviklede der sig en stærk venstreradikal strømning, som var meget fremtrædende i det græske samfund. I de første år efter juntaens fald har væbnede grupper som 17. november udtrykt deres modstand mod højrefløjens demokratiforståelse og mod det manglende opgør med juntaen indenfor statsapparatet. På dette tidspunkt, hvor revolution og socialisme stod på dagsordenen for venstrefløjens organisationer, havde 17N en stor resonans i det græske samfund. Men venstrefløjen blev i udstrakt grad mere og mere del af det etablerede politiske parlamentariske system. Dermed fik 17N en rolle som outsider, fordi de insisterede på en anti-kapitalistisk diskurs. Samtidigt blev gruppens aktioner mødt med acceptans blandt brede dele af befolkningen. Ifølge diverse borgerlige opinionsundersøgelser har op til 20% af befolkningen støttet 17N’s aktioner.

Der verserer rygter om, at 17N fik våben og logistik fra udlandet. Hvad ved I om deres internationale forbindelser ?

- ”17. november” skaffede sig våben ved at stjæle dem fra politistationer og kaserner. Det har 17N også bekendtgjort i deres erklæringer til disse aktioner. Det er også alment kendt, at 17N finansierede sig selv vha. bankrøverier. De fik ikke nogen logistisk støtte fra udlandet. Så vidt vi ved, havde de ingen konkrete forbindelser til udlandet. Men i deres aktionserklæringer har de altid udtrykt deres solidaritet med kampe rundt omkring i hele verden.

Det er bemærkelsesværdigt, at næsten alle de anholdte er mænd. Hvilken rolle spillede kvinder i denne organisation?

- Det kan godt være, at der var kvinder i sympatisørkredsen til ”17. november”, men vi ved det ikke. Diskussionen om kvindernes rolle i samfundet begyndte i Grækenland meget senere end i de andre vesteuropæiske lande. Det er nok af afgørende betydning, at militærjuntaen var ved magten i Grækenland langt op i 1970erne, mens der i de fleste vesteuropæiske lande fandtes en oprørsk studenter- og kvindebevægelse. Alt i alt kan man sige, at mange af de diskussioner, som prægede venstrefløjen i Vesteuropa først begyndte i Grækenland 10 – 20 år senere.

Nogle af de 17N-anklagede har meldt sig selv til politiet - f.eks. Dimitris Koufodinas. Han fik til gengæld livsvarigt fængsel. Var det en fejl at give op frivilligt ?

- Der er et almengyldigt princip, at revolutionære ikke går frivilligt i fængsel af politiske grunde. I det konkrete tilfælde, hvor Dimitris Koufodinas har påtaget sig ansvaret for 17. novembers aktioner, forholder det sig imidlertid anderledes.
Han meldte sig selv til politiet og påtog sig ansvaret for alle 17Ns aktioner. Nogle af de tidligere anholdte havde afgivet omfattende forklaringer, som skabte desorientering i offentligheden og bidrog til en difamering af hele organisationen. Idet Koufodinas meldte sig selv og påtog sig det politiske ansvar, forandredes synet på 17. november i offentligheden.
Koufodinas politiske holdning blev udgangspunktet for hele solidaritetsbevægelsen – uden hans intervention havde det være langt mere vanskeligt at praktisere solidaritetsarbejde med de fængslede. Koufodinas sagde selv, at han havde meldt sig for at redde organisationens integritet.


Hvordan optrådte de politiske fanger i retten? Havde de en fælles fremgangsmåde?

- Der fandtes ingen fælles politisk kurs. Fangerne var opdelt i tre grupper - vi tæller ikke dem med, der fungerede som kronvidner for anklagemyndigheden.
Den første gruppe var der de fanger, som tog det politiske ansvar og formulerede det i forskellige erklæringer.
Den anden gruppe havde kun en løs forbindelse til organisationen, enten som støtter eller også som medlemmer i en kort periode.
Den tredje gruppe er fangerne, som ikke havde nogen forbindelse til 17N og som forklarer deres kriminalisering med en forfølgelse af dem af politiske grunde.
Herudfra er det forståeligt, hvorfor der findes forskellige støttekampagner – og det er baggrunden for, at der også opstod visse problemer fangerne indbyrdes. De fleste fanger erklærede sig dog klart som politiske fanger.

Fire af de ialt 19 fanger, der blev anklaget for medlemskab af 17N ( Anestis Papaastasiou, Theologos Psaradellis, Iannis Serifis og Angeliki Sotiropoulou) blev frikendt. Hvorfor?

- Fordi der ikke findes noget somhelst belæg for, at de havde nogen forbindelse til organisationen. For de sidste tre`s vedkommende ekisterede der lige fra starten af en bred solidaritetsbevægelse. Theologos P. og i endnu højre grad Iannis Serifis har en lang og alment kendt historie indenfor venstrefløjsbevægelsen. Angeliki S. blev kriminaliseret, alene fordi hun var Koufodinas samlever. Han skulle derved presses til at melde sig til politiet. Tilfældet med en anden frikendt – Anestesis P. ligner Angelikis situation. Ved at fængsle og anklage ham forsøgte man at presse hans kusine til at samarbejde med politiet.

Kort før processerne startede, gennemtrumfede regeringen en særlovgivning, som på væsentlige punkter indskrænkede en offentlig mediedækning af processen og reducerede de anklagedes forsvarsmuligheder til et minimum. Dette minder os til forveksling om den særlovgivning, som det tyske justitsapparat praktiserede i 70`erne mod fængslede medlemmer af Rote Armée Fraktion – RAF. Hvordan har denne lovgivning forandret det samfundsmæssige klima?

- Disse såkaldte anti-terroristiske særlove har altid konkrete og generelle målsætninger.
Det konkrete formål er rettet imod de sociale modstandsbevægelser, hvis legale muligheder dermed indskrænkes. Dette medfører en direkte eller indirekte bevidsthed af angst overfor repressionen, som på grund af disse love er blevet meget skærpet.
Det generelle formål er at skabe et klima af underdanighed i samfundet. Vi oplever det i de sidste år og specielt efter den 11.september 2001 indenfor det politiske system i hele Europa, hvor der bliver vedtaget flere og flere særlove. Det betyder , at magthaverne forsøger at trække flere grænser overfor den modstand, som vi fører.

Hvor stor er solidariteten indenfor den revolutionære venstrefløj? Hvilket forhold har den græske venstrefløj til fangerne?

- Desværre var og er flertallet af venstrefløjens holdning til fangerne politisk set helt uacceptabel. Solidaritetsbevægelsen blev især udviklet fra den anarkistiske bevægelse, samt af tre, fire mindre trotskistiske grupper. Den parlamentariske venstrefløj, men også en del udenomsparlamentariske grupper på venstrefløjen har ikke bare undladt at vise nogen form for solidaritet med de fængslede. Mange på venstrefløjen gik så langt, at de diffamerede fangerne og 17N. De erklærede sågar, at 17N slet ikke tilhører venstrefløjen og at det drejer sig om ganske almindelige kriminelle...!
Denne holdning forringede solidaritetsbevægelsens omfang i starten. Ikke desto mindre har solidaritesbevægelsen kunne udbrede sig og har på trods af alt formået at opnå et par ganske bemærkelsesværdige resultater.
For det første har den standset den massive statspropaganda i medierne mod gruppen. Et af de konkrete resultater var, at fangerne ikke som planlagt kunne overføres til højsikkerhedstrakterne. For det andet har aktiviteterne og fangernes sultestrejke og den derpå følgende offentlige debat væsentligt forbedret fangernes fængselsbetingelser.
Med demonstrationer og offentlige møder over hele Grækenland har vi skabt en stor modoffentlighed. En af vores prioriteter var og er stadig væk, anerkendelse af fangerne som politiske fanger.
Vi vil i denne forbindelse betone, at hele den anarkistiske bevægelse og de fleste andre solidariske venstrefløjsgrupper indtager en kritisk holdning overfor 17-November. Det drejer sig om en kritik af såvel deres praksis som deres ideologi. Det forhindrer os dog på ingen måde i at være solidariske med fangerne fra dem. Staten angriber på samme måde enhver gruppe, som gør aktiv modstand.


Hvordan har den græske befolkning forholdt sig til processen? Legendær er 17N`s tidligere udtalelse om, at hvis én million grækere gik på gaden for at demonstrere imod dem, så ville de frivilligt opløse sig som gruppe. Det er nu aldrig kommet dertil.....

- Processen fandt sted under mærkværdige betingelser. For første gang i den græske stats historie vedtoges særlove netop mhp. denne proces. Processen blev ført uden nævninge og udelukkende med dommere, der blev udpeget fra en udvalgt gruppe indenfor statsadministrationen.
TV-transmission fra retssalen blev ikke tilladt. Der var skærpede sikkerhedsforanstaltninger omkring retssalen, der var så lille, at mange interesserede slet ikke kunne komme ind og overvære processen.
Solidaritetsbevægelsen forsøger at formidle informationer ved at udgive aviser o.lign., som beretter om fangerne og processen imod dem. Selv om store dele af befolkningen finder 17N sympatisk, har der ikke været den store interesse for processen imod dem .

Gruppen har indtil det sidste betonet deres forbundethed med folket i Grækenland. Dimitris Koufodinas sagde i retsprocessen: ” Vi er kun interesseret i historiens og det græske folks bedømmelse af os” . Var det ærlige ord eller fraser ?

- Vi mener, at Dimitris Koufodinas er en af de mest reelle og konsekvente kæmpere i den revolutionære bevægelses historie i Grækenland. Hele hans erklæring i processen var ærlig. Han var fuldt ud bevidst om organisationens militære nederlag, alligevel afsluttede han med et digt, der viser at han ikke har mistet troen på de fremtidige kampe.

Nogle af 17N fangerne gik i slutningen af 2004 i sultestrejke. Hvorfor ? Og hvad kom der ud af det ?

- De fik forhindret, at de blev overflyttet til højsikkerhedsfængslet i Larissa. De fik forbedret forholdene i gården og de tilkæmpede sig ret til at låne bøger fra biblioteket. Men vigtigst af alt var, at sultestrejken satte gang i en bred solidaritetsbevægelse. Det er meget vigtigt for deres sag i fremtiden. De vandt retten til at blive anerkendt som menneske.

Hvilke konsekvenser har 17Ns nederlag for samfundet som helhed ? Har de herskende fejret ”modstandshistoriens afslutning” ? Er venstrefløjens situation blevet forværret, eller var gruppen så isoleret, at det ikke har haft den store betydning ?

- I 30 år var staten på jagt efter 17. november. I 30 år er det ikke lykkedes for dem at dømme nogen for 17Ns aktioner. Så staten tog historisk revanche over bevægelsen, idet den fremstillede 17N og bevægelsen som en og samme sag. Det har man fejret, men måtte dog indse at det var to forskellige størrelser og at de radikale bevægelser ikke forsvinder fra overfladen sammen med 17N.

Siden september 2003 har en ny gruppe ved navn ” Revolutionær Kamp” været aktiv. ”Aktionerne er starten på en ny aktionscyklus”, proklamerede Revolutionær Kamp i en erklæring. Deres aktioner er rettet mod politibusser, politistationer, domstole og Irakkrigen. Hvad er det, denne gruppe vil ?

- Det ser ud til, at denne organisations mål også er symbolske, militante aktioner, som skal formidle en message om modstand. Og vise at væbnet kamp også er et af de kampmidler, der må tages i brug for at styrte det herskende system.

Hvordan tegner fremtiden sig for den militante venstrefløj i Grækenland ?

- Det er en svær tid. Staten står i en stærk position. Det er en udbredt opfattelse, at folk ikke interesserer sig for politik. Men vi tror på, at vi med en konsekvent kamp kan forandre denne situation. Vi tror også det er nødvendigt at skabe et nyt teoretisk grundlag. Vi må tale og handle mere konkret og u-ideologisk. Vi tror, denne kamp må komme til udtryk på et europæisk plan.
Det betyder ikke, at man mister blik for de regionale og lokale særegenheder, men idag har vi at gøre med et politisk regime, der er organiseret på europæisk niveau.
Vi mener, EU er en vigtig del af det globale herskende system og derfor må vi fremme det internationale perspektiv i vores kamp. Og tilsidst vil vi gentage en parole fra tidligere kammerater : ”Den eneste kamp, som er virkelig tabt, er den der aldrig blev kæmpet ”.